Birthe var 78, da hun kom med mig til Italien første gang. Hun havde ikke været ude at rejse i over ti år efter sin mand var gået bort, og hun var i tvivl lige til hun steg på flyet. Hun fortalte mig senere, at hun var tæt på at melde fra to dage før afrejse.
Den første aften
Vi kom til hotellet om eftermiddagen, og Birthe var træt efter rejsen. Hun sad lidt tilbagetrukket ved middagen, og jeg tænkte at det nok ville tage et par dage før hun faldt til. Det tror jeg ofte om nye gæster, og jeg tager som regel fejl.
Efter maden spillede en lokal musiker på terrassen. Han var en ældre herre med en harmonika, og han spillede italienske sange fra tresserne. Birthe sad og lyttede, og pludselig begyndte hun at nynne med.
Dansen
En af de andre gæster, en mand på omkring Birthes alder, rejste sig og spurgte om hun ville danse. Birthe sad i sin kørestol, og jeg kunne se på hende at hun blev i tvivl. Men han rakte hånden frem og ventede, og så tog hun den.
De dansede på terrassen, ham stående og hende siddende, mens han holdt hendes hænder og svingede forsigtigt i takt med musikken. Det varede måske to minutter. Bagefter sad hun og smilede hele aftenen.
Resten af rejsen
Birthe var en anden kvinde resten af den uge. Hun talte med de andre gæster, hun kom med på alle udflugter, og hun fortalte historier om sin mand som hun ikke havde fortalt i årevis. På sidstedagen sagde hun til mig, at hun havde fået noget tilbage som hun troede var gået tabt.
Hvorfor jeg fortæller det her
Jeg fortæller den her historie fordi den minder mig om hvorfor jeg gør det her arbejde. Det handler ikke om hoteller eller udflugter eller hvor mange ting vi når at se. Det handler om, at folk kommer hjem med noget mere end de havde før.
Birthe kom med på en rejse til igen året efter. Hun kommer stadig.